Historie
Løkken Borgerforening blev stiftet den 27. februar 1905 af 18 af byens fremtrædende borgere. For at blive medlem af foreningen skulle man vælges, og det var ikke alle interesserede, der blev optaget. Ifølge vedtægterne skulle foreningens formål være at arbejde for byens interesser, og dette formål har været grundstenen i foreningens arbejde siden oprettelsen. Borgerforeningen var også en politisk forening, og fra foreningens side foreslog man i 1905, at der skulle etableres kloak i byen. Senere stod foreningen blandt andet for etablering af gadebelysning, elektricitetsværk og vandværk samt oprettelse af et kapel. Foreningen gav også tilskud til udbygning af gader og veje og opfordrede i den forbindelse byens borgere til at komme med forslag til gadenavne. På baggrund af dette blev byens gader navngivet.
De første år fungerede Borgerforeningen også som turistforening, men i 1927 blev der oprettet en egentlig turistforening. Efterfølgende blev der nedsat et strandudvalg af medlemmer fra Borgerforeningen og Turistforeningen, og dette udvalg havde til formål at tage sig af orden på stranden. De to foreninger samarbejdede også om at få etableret et vandrehjem i byen, og det kom til at ligge i den bygning, der i dag hedder Smørkræmmerens Pakhus.
På en ekstraordinær generalforsamling i 1928 blev det vedtaget, at Borgerforeningen skulle sammenlægges med Håndværkerforeningen, og at den nye forening skulle have navnet Løkken Borger- og Haandværkerforening. Sammenlægningen blev tinglyst i december 1930, og siden da har foreningen haft det nuværende navn og logo.
I dag har foreningen stadig til formål at arbejde for byens interesser. Dette formål opfyldes ved deltagelse i kommunale udvalg og processer samt deltagelse i diverse lokale foreninger og grupper, hvor der arbejdes med at udvikle byen. Desuden afholder foreningen selv arrangementer og er medarrangør af diverse andre arrangementer.
Læs mere om foreningens aktuelle arbejde under Aktiviteter.
